Celleforandringer

2018

 

Celleforandringer på livmoderhalsen er ikke kræft. Stort set alle kvinder med celleforandringer bliver helbredt. Celleforandringer skyldes en infektion med HPV (Human Papilloma Virus)*. Både virusinfektion og celleforandringer er almindeligvis uden symptomer, men kan i værste fald udvikle sig til livmoderhalskræft. Derfor anbefales du yderligere undersøgelser og eventuelt behandling. Celleforandringer inddeles efter sværhedsgrad (lette, moderate & svære celleforandringer).


Undersøgelsen består af en kikkertundersøgelse, små vævsprøver og et lille skrab fra livmoderhalsen. Jeg anbefaler, at undersøgelsen foretages i lokal bedøvelse. Også fordi blødningen herved nedsættes. Undtagelsesvist oplægges en lille serviet i skeden. I givet fald oplyser jeg herom. Du fjerner selv servietten – senest 12 timer efter at den er oplagt. Når jeg efter 10-14 dage kender svaret på prøverne, kontakter jeg dig med anbefaling af enten kontrol eller en kegleoperation. Se evt. patientvejledning om udredning for celleforandringer på livmoderhalsen (klik på tekst).


Behandling:

Ved lette celleforandringer anbefales kontrol med celleprøve efter 6 måneder. Lette celleforandringer vil ofte forsvinde af sig selv. Ved moderate celleforandringer hos kvinder, som ønsker at bevare livmoderhalsen (f.eks. for at bevare muligheden for graviditet), anbefales kontrol med vævsprøver efter 6 måneder. Ved moderate celleforandringer hos alle andre kvinder og ved mere udtalte celleforandringer tilrådes en kegleoperation. En kegleoperation kan foretages ambulant eller i lokalbedøvelse. Ved indgrebet udskæres en lille kegle, som medinddrager celleforandringerne på livmoderhalsen. Jeg udfører for tiden ikke dette indgreb, men henviser til andre klinikker eller hospitaler.


Konsekvenser:

En eventuel kegleoperation får ikke indflydelse på dit seksuelle samliv eller dine muligheder for at blive gravid. Der er en lidt øget risiko for at føde for tidligt ved en senere graviditet, men indgrebet får ikke konsekvenser for den nyfødte.

  Gynækolog Lars Alling Møller  i Lyngby Taarbæk Kommune