Nedsynkning.

2018

 
  Gynækolog Lars Alling Møller  i Lyngby Taarbæk Kommune
 

Nedsynkning (prolaps) berører anslået 100.000 kvinder. Tilstanden berører kvinder i alle aldersgrupper, men hyppigheden stiger med stigende alder.


Årsager.

Hovedårsagen er fødsler - specielt “naturlige” fødsler, hvor barnet trænger ned gennem bækkenbunden. Andre vigtige årsager er overvægt, andre sygdomme (f.eks. lungesygdomme) og neurologiske sygdomme (f.eks. sklerose).


Definition og symptomer.

Nedsynkning er tilstande, hvor blæren, livmoderen, endetarmen og/eller skedevæggen synker ind i skeden. Det typiske symptom er synlig nedsynkning (“en bule”) i skedeindgangen. Andre symptomer er tyngde- og fremmedlegeme fornemmelse, besværet vandladning og/eller afføring samt lignende symptomer. Der er ofte dårlig overenstemmelse mellem det kvinden føler, og det læger ser ved sin undersøgelse.


Udredning.

Vigtigst er en gynækologisk undersøgelse. Det er en fordel, om kvinden bruger bugpressen (eller hoster) , når dybeste grad af nedsynkning skal angives.


Behandling.

Afgørende for valg af behandling er forventningsafstemning. Hvad vil kvinden opnå? Hvor langt vil kvinden gå mht. mulige komplikationer? Hvor meget generer symptomerne? Hvad er udsigten til behandlingssucces? Det er ikke sikkert, at en operation afhjælper symptomerne. Oplægning af en ring i skeden kan være en mulighed (Klik på tekst for yderligere information). En ring koster 320 kr. Enes vi om operation, kan jeg som regel henvise til mig selv som operatør. I de meget få tilfælde hvor et “net” kan være en mulighed, bliver patienten i detaljer orienteret om behandlingsprincippet. Mange operationer kan med fordel foretages i lokal bedøvelse.