Prævention.

2018

 
  Gynækolog Lars Alling Møller  i Lyngby Taarbæk Kommune
 

Kondom er et tyndt gummi “hylster” i forskellige former, størrelser og farver. Når det bruges rigtigt, er sikkerheden for ikke at blive gravid op til 97%.

P-piller indeholder to hormoner (østrogen og gestagen). P-piller tages i 21 dage efterfulgt af pause i 7 dage eller (enkelte typer) i 28 dage uden pause. P-piller forhindrer ægløsning og påvirker slimhinden i livmoderen og slimen i livmoderhalsen. Når P-piller bruges rigtigt, er sikkerheden for ikke at blive gravid tæt på 100%. Se evt. patientvejledning om risikoen ved ved at bruge P piller (klik på tekst).

P-ringen er en lille blød plastikring, der indeholder de samme hormoner som p-piller. Ringen sidder i skeden i 21 dage, hvorefter den fjernes og kasseres. Efter syv dages pause opsættes en ny ring, som sidder i 21 dage osv. Du slipper således for at huske prævention i det daglige. Effekten og risici er som ved p-piller.

P-plaster er et tyndt plaster, som kan placeres fire steder på kroppen, og som indeholder samme hormoner som p-piller. Plasteret skal sidde på huden en uge ad gangen, hvorefter det fjernes og kasseres. Efter 21 dage med plastre holdes syv dages pause osv. Du slipper for  at huske prævention i det daglige; metoden indebærer desuden to dages "glemmegaranti". Effekten og risici er som ved p-piller.

Af patientsikkerhedsmæssige årsager anbefaler Sundhedsstyrelsen, at kvinder som starter på p-piller (inkl. P-ring og p-plaster) som 1. valg skal anbefales P-piller med indhold af 1. eller 2. generations gestagen - f.eks. Cilest®, Microgyn® eller Qlaira®.

Minipiller er tabletter, der indeholder ét hormon (gestagen). Indeholder ikke hormonet østrogen, hvorfor din krop påvirkes i mindre grad end ved brug af p-piller.Når mini-piller tages hver dag på samme tidspunkt, er sikkerheden for ikke at blive gravid op til 100%.

P-staven er en tynd stav i størrelse cirka som en tændstik. En læge indsætter staven lige under huden på indersiden af overarmen. P-staven  forhindrer ægløsningen og påvirker slimen i livmoderhalsen. Du slipper for at huske prævention i det daglige, men metoden giver ofte uregelmæssige blødninger. Virker i 3 år og indeholder et hormon (gestagen). Effekten er næsten 100%

Spiral er en lille plastgenstand, der af lægen lægges op i livmoderen. Det kan være en god idè at tage 1. g Panodil cirka 1 time forud for oplæggelsen. Kobberspiral er omviklet med kobbertråd; påvirker miljøet i livmoderhalsen samt påvirker også slimhinden i livmoderen. Opsætning af kobberspiral (klik på tekst). Hormonspiralen består af en plastbeholder, der afgiver et hormon (gestagen) i livmoderen. Påvirker bla. slimen i livmoderhalsen. Effekten er 89-99%. Opsætning af hormonspiral (klik på tekst). Regler vedtaget af Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet bevirker, at du altid selv hæfter for udgiften til en udpakket spiral.

Pessar er en gummihætte med en blød, fjedrende ring i kanten. Pessar bruges altid sammen med sæddræbende creme, hvilket forhindrer sædcellerne i at trænge op i livmoderen.  Når pessaret sidder seks til otte timer efter sidste samleje er effekten 97%.

Femidom er et cremebehandlet gummihylster med to ringe. Den indre ring hjælper med at placere femidomet rigtigt i skeden. Den ydre ring forbliver uden for skeden. Når det bruges rigtigt, er sikkerheden for ikke at blive gravid op til 97%.

P-sprøjte er en indsprøjtning med et hormon (gestagen), der indsprøjtes hver 3. måned. Effekten er næsten 100%.

Naturlig metode betyder, at kvinden bruger sit kendskab til ægløsning som præventionsmetode. Metoden er temmelig usikker.

Nødprævention. Efter ubeskyttet samleje eller svigt af prævention kan kvinden anvende receptpligtig hormon (med indhold af levonorgestrel) indenfor 120 timer (5 dage) eller få opsat en spiral indenfor 144 timer (6 dage).

Sterilisation er en permanent metode. Hos kvinder foretages sterilisationen ved at æggelederen overskæres eller påsættes en klips. Hos mænd foretages operationen gennem huden på pungen. Effekten er næsten 100%. Er den mest sikre præventionsmetode, vi kender.